Rejseforsikring
Den offentlige rejseforsikring
65-Ferie anbefaler at du tegner både afbestillings- og rejseforsikring.
Forhåbentlig får du en god ferie uden komplikationer og forhåbentlig får du ikke brug for en forsikring, men hvis uheldet er ude, er en forsikring en god investering, som kan spare dig for mange penge og besvær.
Sygeafbestillingsforsikring
Man kan blive syg før ferien.
Derfor anbefaler vi, at du altid køber en afbestillingsforsikring samtidig med rejsen. Hvis man må aflyse på grund af alvorlig og akut sygdom, tilskadekomst eller dødsfald, der rammer rejsedeltageren, samlever, forældre, bedsteforældre, børnebørn eller børn får du det, du har indbetalt på rejsen retur. Prisen på afbestillingsforsikringen, evt. visum og evt. opera/koncertbilletter refunderes ikke.
Forudsætningen er, at 65-Ferie modtager skriftlig besked om afbestilling inden afrejsen og senest 14 dage efter modtager lægeerklæring/dødsattest. Med forsikringen følger et lægeerklæringsskema, som skal udfyldes og underskrives af behandlende læge og returneres til 65-Ferie. Udgiften til lægeerklæring betales af gæsten. 65-Ferie er berettiget til at udpege læge til attestering.
Vi overfører beløbet til din bank. Ønsker du en check fratrækkes et gebyr på kr. 25,-
Under hver rejse i kataloget kan du se, hvad afbestillingsforsikringen koster.
OBS: Når flere personer rejser sammen, anbefaler vi på det kraftigste at tegne en afbestillingsforsikring i samme forsikringsselskab, da ingen forsikringsselskaber krydsforsikrer sine kunder.
Den offentlige rejseforsikring
Det Gule Sygesikringskort
Medbring altid Det Gule sygesikringsbevis på rejsen – også i Danmark. Rejsesygesikringen (Det Gule Sygesikringsbevis) er et godt grundlag, men det er ikke en rejseforsikring.
Rejsesygesikringen dækker hospitalsudgifter, udgifter til nødvendig medicin og lægebehandling, hvis du bliver hospitalsindlagt under et ferieophold i Europa.
Rejsesygesikring dækker derimod ikke hotelophold, hjemtransport m.v. for ledsager og heller ikke tilkaldelse af en pårørende, hvis du bliver indlagt i udlandet. Udgifter til lægebehandling, medicin og hospitalsophold er ikke dækket, hvis du rejser mere end en måned, og rejsesygesikringen dækker slet ikke uden for Europa.
Rejsesygesikringen dækker ikke hjemtransport, hvis du bliver syg og skal hjem til Danmark. Det er derfor blevet endnu vigtigere med en rigtig rejseforsikring, da du ellers kan risikere at måtte tilbringe en sygdomsperiode i udlandet uden mulighed for at blive hjemtransporteret.
Rejsesygesikringen dækker pr. 1. januar 2008 kun for akut sygdom, tilskadekomst og hospitalsophold i følgende EU/EØS lande:
Andorra, Azorerne, Belgien,
Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar,
Grækenland, Grønland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, Kanariske
Øer, Kanaløerne, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira,
Malta, Monaco, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San
Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien,
Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.
Følgende lande er helt bortfaldet fra rejsesygesikringens dækning og fra nedenstående lande er hverken sygdom eller hjemtransport dækket:
Albanien, Algeriet, Bosnien-Herzegovina, Egypten, Gaza, Hviderusland, Israel, Jordan, Jugoslavien (Serbien og Montenegro) Kroatien, Libanon, Libyen, Makedonien, Marokko, Palæstina, Rusland, Syrien, Tunesien, Tyrkiet, Ukraine og Vestbredden.
Ved rejser i Europa skal du være opmærksom på, at rejsesygesikringen kun dækker kroniske lidelser eller eksisterende sygdomme, der er stabile. Har du inden for de sidste to måneder før afrejsen været hospitalsindlagt, behandlet hos læge eller fået ændret din medicin, er det en god idé at supplere med det såkaldte blå kort. Kortet kan bestilles hos kommunen. Læs mere om det blå kort nedenfor.
Det blå kort / EU-sygesikringskortet
Gælder i EU/EØS lande, EU-landene samt Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Læs mere om det geografiske dækningsområde for det blå kort længere nede på denne side.
EU-sygesikringskortet dokumenterer "indehaverens" ret til læge- og hospitalshjælp, tandlægehjælp, medicin m.m., hvis der opstår et behov for behandling under rejsen. Det betyder, at behovet for behandling skal opstå, mens man er i udlandet. Det er lægen i opholdslandet, der vurderer, om en behandling er blevet nødvendig under opholdet.
Personer, der har en bestående eller kronisk lidelse, og som under et ophold får behov for en efterkontrol eller lignende, kan have nytte af EU-sygesikringskortet. Man kan derimod ikke udskyde en nødvendig behandling for at få den i udlandet, og kortet giver ikke ret til at tage til udlandet med det formål at få behandling.
Med EU-sygesikringskortet har man ret til behandling på de samme vilkår, som gælder for offentligt sikrede i det land, hvor man søger hjælp. Hvis der er egenbetaling for lægebehandling i det land, hvor man søger behandling, skal danske sikrede også selv betale denne egenbetaling. Egenbetalingen kan man ikke efterfølgende få refunderet ifølge sundhedslovens bestemmelser. Yderligere oplysninger finder ud på www.sundhed.dk. (Danske regioners hjemmeside.
Gouda Rejseforsikring
65-Ferie har valgt at samarbejde med Gouda Rejseforsikring.
Dette skyldes, at vi mener, du hos Gouda tilbydes en ordentlig rejseforsikring. Kvalitet og forsikringspris hænger nu engang sammen, og derfor betragter vi ikke lavprisforsikringer, der f.eks. tegnes som supplement til kreditkort eller til ens øvrige forsikringer, som den bedste løsning for vore kunder.
Gouda leverer en solid forsikring af høj kvalitet. De sælger ikke andet end rejseforsikringer og er derfor specialister på området. En døgnåben alarmcentral og et verdensomspændende sikkerhedsnetværk er med til at sikre, at du får en rejseforsikring, der garanterer tryghed og sikkerhed på rejsen.
Aldersbegrænsninger & helbredserklæring
Der er ingen aldersmæssige begrænsninger, når du tegner en rejseforsikring
inden for det gule sygesikringskorts dækningsområde d.v.s. Europa.
Vi skal påpege, at dækningen af en privat rejseforsikring i mange tilfælde forudsætter, at det gule sygesikringsbevis dækker sygdomstilfælde på rejser i Europa.
Rejser på over en måneds varighed og rejser uden for Europa:
Hvis du er fyldt 70 år på afrejsetidspunktet, skal der udfyldes en helbredserklæring, eventuelt sammen med egen læge. Helbredserklæringen indsendes til Gouda Rejseforsikring. Først når du har modtaget forhåndstilsagn fra Gouda gælder forsikringen.
Der er endvidere visse begrænsninger i forbindelse med nogle kroniske sygdomme.
Er du i tvivl, bør du kontakte Gouda Rejseforsikring. Telefon nr.: 88 20 88 20 eller se deres hjemmeside www.gouda.dk
Hvis Gouda Rejseforsikring afviser at tegne en rejseforsikring efter at have modtaget en helbredsattest, kan du naturligvis afbestille rejsen.
Årsrejseforsikring
Vi anbefaler at der tegnes en årsrejseforsikring. Hvis du rejser mere end fem dage om året er en årsrejseforsikring et godt tilbud.
Forsikringen dækker i forbindelse med ferierejser op til en måneds varighed.
Du er dækket ind i tilfælde af hjemkaldelse, hvis en af dine pårørende for eksempel dit barn eller barnebarn bliver alvorligt syg, mens du er på rejse. Du er også sikret ophold og hjemtransport for din ledsager, hvis du bliver indlagt på et hospital i udlandet. Tilkaldelse af en ledsager hjemmefra er ligeledes dækket.
Derudover dækker årsrejseforsikringen tandlægebehandling, juridisk assistance, bagageforsinkelse, feriekompensation m.m.
Gouda tilbyder tre forskellige produkter:
Årsrejseforsikring - EU/EØS Pris
| Enkeltperson |
175 |
| Husstand |
350 |
| Tillæg for bagage - enkeltperson |
100 |
| Tillæg for bagage - husstand |
200 |
Årsrejseforsikring - Udvidet Europa Pris
| Enkeltperson |
190 |
|
| Husstand |
480 |
|
| Tillæg for bagage - enkeltperson |
100 |
|
| Tillæg for bagage - husstand |
200 |
Årsrejseforsikring - Verden Pris
| Enkeltperson |
640 |
|
| Hustand |
1600 |
|
| Tillæg for bagage - enkeltperson |
210 |
|
| Tillæg for bagage - husstand |
450 |
Forsikringskortet i forbindelse med tegnet årsrejseforsikring fremsendes direkte fra Gouda Rejseforsikring, når rejsen er slutbetalt.
Spørg 65-Ferie
Hos 65-Ferie kan du altid få vejledning om rejse- og afbestillingsforsikring. Vi anbefaler, at man køber en rejseforsikring samtidig med køb af rejsen.
Afbestillingsforsikring skal altid købes sammen med rejsen.
Sidst opdateret 10/11-2009